Naturgas og miljø
Ved forbrænding udleder naturgas 25-30 % mindre CO2 end olie og 30-50 % mindre end kul. CO2 udslippet afhænger af, hvor stor en del af brændslets energiindhold der kan tilskrives kulstof. Hvad naturgas angår, er andelen af kulstof mindst sammenlignet med alle andre fossile brændstoffer. Naturgas er således den mindst forurenende af de fossile brændsler.
Hjælp Danmark i kampen for at leve op til Kyotoaftalen – skift til naturgas
Konverterer virksomheden fra kul eller olie til naturgas medfører det altså en reduktion i CO2-udledningen. I 2003 udgjorde CO2 udledningen i Danmark 51,8 mio. tons. Danmark er dermed blandt de lande i verden, som har den højeste CO2 udledning pr. indbygger.
I forbindelse med Kyotoaftalen har Danmark forpligtet sig til at reducere vores udledning af drivhusgasser i 2008-12 med 21 % i forhold til 1990. Når I skifter fra kul eller olie til naturgas, hjælper I således Danmark med at opfylde dette mål.
Det er også en fordel, at naturgas kun indeholder ubetydelige mængder svovl, og forbrænding af naturgas giver hverken aske, støv eller andre faste affaldsprodukter. Naturgassens renhed betyder, at den kan bruges direkte i processer, hvor andre fossile brændsler ikke kan eller må anvendes. Det giver mulighed for en mere intensiv udnyttelse af energien og dermed såvel besparelser som mindre forurening.
Ud over CO2, som er et naturligt slutprodukt, dannes der ved forbrænding af naturgas også kvælstofoxider (NOx) og kulilte (CO). Disse udledninger afhænger af forbrændingsprocessen. I kan aktivt medvirke til, at disse reduceres ved at virksomhedens installation regelmæssigt indstilles og kontrolleres hvad angår temperatur-, opblandings- og forbrændingsluftforhold. Med en tidssvarende og velfungerende installation hjælper I altså både virksomhedens økonomi og miljøet.
Erstatning af kul med naturgas
Man erstatter i stigende grad kul med naturgas og vedvarende energiformer. Dette samt indførelsen af mere energieffektive processer har betydet et fald i CO2-udledningen de senere år.
Hvis I er interesseret i at læse mere om naturgas og miljøet, henviser vi til Dansk Gasteknisk Centers brochure: ”Naturgas – energi og miljø”


