Service på gasfyr

Det er dit ansvar at sørge for, at dit naturgasfyr bliver vedligeholdt og serviceret jævnligt.

Med regelmæssig service på din installation opnår du både optimal sikkerhed og god driftsøkonomi. Husk, at arbejdet med dit naturgasanlæg altid skal overlades til en autoriseret VVS-intallatør.

Hvor tit skal fyret ses efter?

Dit naturgasfyr skal efterses afhængig af:

  1. Fyrets alder
  2. Typen af fyr
  3. Driftsforholdene
  4. Fabrikantens anbefalinger. Der kan være specielle forhold, som har betydning for garantien

Før du tager installationen i brug

Din installation og dit fyr skal synes og godkendes før ibrugtagning. Det tager vi os af hos Naturgas Fyn – og det er naturligvis helt gratis for dig.

Lovpligtig service hvert 2. år

Ældre fyr skal synes hvert andet år. Dette gælder særligt naturgasfyr af typen, der tager luft ind fra fyrrummet til forbrænding.

Nyere fyr, der står i et rum, der bliver brugt til støvende aktiviteter eller rum, som også bruges som opholdsrum for dyr, skal også synes hvert andet år.

Anbefalet service hvert 2. år

Naturgasfyr er af typen ”kondenserende gasfyr med lukket forbrændingskammer”, skal efterses mindst hvert andet år. Alle fyr, opsat efter april 2006 er kondenserende.

Anbefalet service hvert 3. år

Ikke-kondenserende naturgasfyr kan som regel nøjes med et eftersyn hvert 3. år.

Udover disse eftersyn laver vi hos Naturgas Fyn en række lovpligtige stikprøver. Her kontrollerer vi blandt andet din installation for utætheder og defekte sikkerhedsfunktioner. Selve eftersynet er gratis for dig, men du faktureres for eventuelle udbedringer.