Ny gaskedel
-
Hvilken gaskedel skal man vælge?
Hvilken gaskedel skal man vælge?
Man bør vælge en gaskedel, der er A-mærket, og har en høj årsnyttevirkning og et lavt strømforbrug. Der findes en liste over energimærkede kedler på Dansk Gasteknisk Center’s hjemmeside www.dgc.dk . En ny kedel har en teknisk levetid på mindst 15 år, så det er vigtigt at vælge en kedel med høj virkningsgrad, da en evt. merinvestering tjenes hjem via energibesparelsen i kedlens levetid. Det anbefales at udstyre kedlen med klimastyring for at få bedst udnyttelse af varmeanlægget.
-
Hvad kan man spare ved at skifte fra en gammel kedel til en ny kondenserende kedel?
Hvad kan man spare ved at skifte fra en gammel kedel til en ny kondenserende kedel?
Besparelsen ved skift fra en gammel kedel til en ny kedel skal beregnes specifikt fra sag til sag, da flere faktorer spiller ind bl.a. kedeltype og mærke, varmtvandsbehov, alder på kedelanlægget, osv. samt hvilken type kedel man skifter til. Generelt kan man sige at skifter man fra en traditionel gaskedel vil man kunne spare mellem 15-30 % af det årlige gasforbrug. Besparelsen opnår men dels ved den kondenserende effekt (5-10 %), og de sidste besparelser (10-25 %) kommer af lavere røggastemperatur, bedre isolering af kedlen, bedre modulering (den indfyrede gasmængde tilpasses til det aktuelle varmeforbrug) og udetemperatur kompensering, der sørger for at tilpasse fremløbstemperaturen i centralvarmeanlægget i forhold til, hvor varmt/koldt det er udenfor. Yderligere vil der komme en mindre besparelse på el forbruget til kedlen, da de nye kedler anvender energirigtige cirkulationspumper. Naturgas Fyn kan hjælpe med at beregne besparelsen i det aktuelle tilfælde.
-
Valg af VVS-installatør?
Valg af VVS-installatør?
Installation af en gaskedel kræver en autorisation.
Vi anbefaler at benytte en VVS-installatør, man har tillid til og altid indhente et tilbud, inden arbejdet påbegyndes. Ofte har en VVS-installatør et eller flere kedelmærker som de anbefaler, grundet deres kendskab til kedel, styring og deres reservedels lager. Ønsker man et specifikt kedelmærke, kan det være en god ide at henvende sig til en VVS-installatør, der har disse kedler som standard.
-
Kondenserende kedel - hvad er det?
Kondenserende kedel - hvad er det?
Ved forbrænding dannes der CO2 og vand (H2O). I en traditionel kedel bortledes vandet som varm luft og vanddamp ud af aftrækket til glæde for fuglene. I en kondenserende kedel kondenserer vanddampene, når de rammer en kold overflade (under 57grader) og derved afsættes energien i kedlen. Røggasserne, CO2 m.fl. ledes ud af skorstenen, og det kondenserede vand ledes ud af kedlen til et afløb. Der er ca. 10 % mere energi i gassen, når man udnytter den kondenserende effekt. I en ny kondenserende kedel vil man kunne opnå, at der kondenseres ca. 1 liter vand pr m3 naturgas. Mængden af kondensat varierer afhængigt af temperaturen i returvandet i varmesystem. Jo koldere returvand, jo mere kondensat og jo bedre udnyttelse af energien. Dette betyder, at den bedste udnyttelse af kedlen sker ved store radiatorer.
Alle nye kedler, der sættes op i Danmark skal være af den kondenserende type ifølge Bygningsreglementet.
-
Hvad koster en ny gaskedel?
Hvad koster en ny gaskedel?
En ny gaskedel koster ca. 30.000 til 40.000 kr. Inkluderet i denne pris er nedtagning af den gamle kedel, opsætning af den nye kedel samt en ny varmtvandsbeholder, tilslutning og indkøring. Har man et oliefyr, skal der lægges et gasstik ind til ejendommen. Gasstikket inklusiv måler og regulator koster 15.000 kr. (op til 25 meter fra distributionsledningen til ejendommen). Der er evt. mulighed for tilskud til den nye kedel (se tilskudsordning). En ny gaskedel har typisk en teknisk levetid på ca. 25 år, men det ville i nogle tilfælde være økonomisk fordelagtigt at udskifte den tidligere, idet den teknologiske udvikling typisk har gjort, at der er kommet mere effektive produkter på markedet.
-
Kan man få gasinstallationen finansieret?
Kan man få gasinstallationen finansieret?
Hos Naturgas Fyn kan vi tilbyde dig som kunde et lån til finansiering af din nye naturgasinstallation. Lånet ydes til hele installationen, både stikledning, arbejdstid, gaskedel, radiatorer mm., dog maks. 100.000 kr. I praksis skal du gennemgå en simpel kreditvurdering hos Naturgas Fyn, hvorefter vi betaler den eller de regninger, installationen koster. Gælden afdrages kvartalsvis sammen med gasregningen.
Lånet afvikles over 5 eller 10 år med en årlig rente på 6,25 % eller en ÅOP 6,39 % (pr. 2011.02.01). Renten er variabel i lånets løbetid. For at kunne opnå finansiering skal man købe sin naturgas af Naturgas Fyn A/S. Læs mere om finansiering her. -
Hvad er forskellen mellem en traditionel åben og en traditionel lukket gaskedel?
Hvad er forskellen mellem en traditionel åben og en traditionel lukket gaskedel?
Forskellen mellem en åben og lukket kedel afhænger af, hvor kedelen får sin forbrændingsluft fra.
En åben kedel får sin forbrændingsluft fra det rum, kedlen er placeret i. (Kedlens forbrændings rum er åbent i forhold til det rum, den står i) For at sikre tilstrækkeligt luft til kedlen, skal der være en åbning til fri.
Mest udbredte åbne kedler på Fyn er:
Junkers, ZSR/ZR 18-1/2 KE
Vaillant, VC DK 180E
Scan Unit, GUC 16/500
Tasso, GAS (3, 4, 5 og 6)
Vølund, 910-3
Centralvarmekedler med gasbrænder.
En lukket kedel får sin forbrændingsluft gennem et indsugningsrør fra det fri, direkte ind i kedlen. (Kedlens forbrændings rum er lukket i forhold til det rum, den står i). Ofte laves indsugningsrøret udenom aftræksrøret så det kun ligner et rør og afsluttes udenfor huset. Dette kaldes et balanceret aftræk og kan udføres vandret, eller lodret gennem tag.
Mest udbredte lukkede kedler på Fyn er:
Junkers, MINI-11 ASE/AE
Vaillant, VC DK 112 EH
Junkers, ZSR 11-3AE
Junkers, ZR/ZSR 18-3 AE
-
Hvad kan man få i tilskud?
Hvad kan man få i tilskud?
Der ydes tilskud til de energibesparelser, der opnås ved at skifte fra en gammel uøkonomisk kedel (ikke kondenserende) til en ny kondenserende gaskedel.Konvertering fra GAS til GAS
Kr.
Kedelunit med gasblæseluftbrænder til ny kondenserende kedel
5.000
Traditionel åben gaskedel til ny kondenserende kedel
5.000
Traditionel lukket gaskedel til ny kondenserende kedel
3.500
Konvertering fra OLIE til GAS
Støbe- og pladejernskedler fra 1978 eller yngre til ny kondenserende gaskedel
5.000
Støbe- og pladejernskedler fra 1977 eller ældre til ny kondenserende gaskedel
5.500
Du kan kontakte Naturgas Fyns Energirådgivning eller din VVS-installatør, hvis du er i tvivl om, hvilken type gaskedel du har.


