Historie
I 1972 oprettede den danske stat Dansk Naturgas A/S. Året efter skiftede selskabet navn til Dansk Olie og Naturgas A/S (DONG). I 1979 vedtog Folketinget at indføre naturgas i Danmark, og DONG indgik den første aftale om udvinding og levering af naturgas med Dansk Undergrunds Consortium. Som led i denne aftale oprettedes Naturgas Fyn som ét af fem regionale distributionsselskaber.
27 fynske kommuner bag Naturgas Fyn i 1979
Naturgas Fyn blev stiftet af 27 fynske kommuner i 1979. Selve anlæggelsen af naturgasnettet på Fyn blev påbegyndt i 1981 og beløb sig til 1.3 mia. kr. I dag ejes Naturgas Fyn af borgerne i de 8 fynske kommuner og afsatte i 2010 cirka 500 mio. m3 gas til Fyn og resten af landet.
Konkurrencedygtig og kundefokuseret gasleverandør
Som følge af EU-direktivet om etableringen af Det Indre Energimarked blev gasmarkedet liberaliseret i 2004. Naturgas Fyn er i dag landets tredjestørste gasselskab med ca. 40.000 kunder fordelt over hele landet – såvel private som inden for erhvervsmarkedet.
Oprettelse af Naturgas Fyn Distribution A/S i 2007
En direkte følge af liberaliseringen i 2004 blev en opdeling af gasmarkedet i en distributionsdel og en forbrugsdel. Dvs. gasledningsnettet og selve transporten af gassen på den ene side og salget af naturgas på den anden side. Naturgas Fyn Distribution A/S, der administrerer gasledninger og transport, blev udskilt af gassalgsselskabet Naturgas Fyn A/S i 2007.


